12. Enhver, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og enhver, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.
13. Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I har smækket døren i til Guds rige! I er ikke selv gået derind, og når andre er på vej derind, gør I, hvad I kan, for at holde dem ude.
15. Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I farer land og rige rundt for at hverve tilhængere, og så gør I dem til Helvedes børn, dobbelt så slemme, som I selv er!
16. Ve jer blinde vejledere, for I lærer folk, at hvis man sværger ‘ved Guds tempel’, så gælder det ikke, men det gælder kun, hvis man sværger ‘ved guldet i templet’.
17. I blinde tåber! Hvad er størst: guldet eller templet, som gør guldet helligt?
18. I lærer dem også, at hvis man sværger ‘ved alteret’, gælder det ikke. Men det gælder kun, hvis man sværger ‘ved gaven’, der er lagt på alteret.
19. Det er en tåbelig tanke! Hvad er størst: gaven eller alteret, som gør gaven hellig?
20. Den, der sværger ‘ved alteret’, sværger både ved alteret og ved alt, hvad der er lagt derpå.
21. Og den, der sværger ‘ved templet’, sværger både ved templet og ved Gud, som bor deri.
22. Den, der sværger ‘ved Himlen’, sværger både ved Guds trone og ved ham, som sidder derpå.
23. Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, for I er omhyggelige med at betale tiende af alle jeres indtægter, men I forsømmer de vigtigere ting i Toraen—nemlig retfærdighed, barmhjertighed og troskab. Det er nødvendigt at gøre det ene, men I må ikke forsømme det andet.
24. I vildleder både jer selv og andre, når I sier myggen fra, men sluger kamelen.
25. Ve jer selvretfærdige farisæere og skriftlærde, som polerer bægre og skåle udvendigt—mens I selv indvendigt er fyldt med griskhed og begær.