31. Derefter gav Jesus sig til at fortælle dem om de lidelser, der ventede ham. “De vil forkaste mig alle sammen,” sagde han, “både ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige ledere. Til sidst dræber de mig—men på den tredje dag står jeg op fra de døde.”
32. Jesus talte frit ud om det, men Peter trak ham til side og prøvede at tale ham fra det.
33. Da vendte Jesus ryggen til Peter og irettesatte ham: “Gå væk fra mig, Satan! Du forstår jo ikke, hvad der er Guds vilje. Du ser det kun fra et menneskeligt synspunkt.”
34. Han kaldte nu alle disciplene og hele folkeskaren sammen og sagde: “De, der ønsker at være mine disciple, skal lægge alt deres eget til side og følge mig, også selv om det koster livet.
35. De, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men de, der mister livet, fordi de holder fast ved mig og mit budskab, vil få det evige liv.
36. Hvad gavner det et menneske at vinde hele verden, hvis sjælen går fortabt?
37. Findes der noget, der er mere værd end et menneskes sjæl?
38. Hvis I fornægter mig og mine ord, når I står over for denne verdens vantro og syndige mennesker, så vil jeg, Menneskesønnen, også fornægte jer, når jeg kommer i min Fars herlighed sammen med de hellige engle.”