12. Jesus sukkede dybt i sin ånd: “Visse mennesker forlanger tegn og undere, før de vil tro. Men det siger jeg jer: Sådanne mennesker får ikke noget tegn at se!”
13. Sammen med sine disciple forlod Jesus nu de vantro farisæere, gik op i båden og sejlede over til den anden side af søen.
14. Disciplene havde glemt at tage mere brød med, så de havde kun ét brød med sig i båden.
15. Så da Jesus advarede dem og sagde: “Vær på vagt over for den surdej, der kommer fra Herodes og farisæerne,”
16. begyndte de at diskutere, om han havde sagt det, fordi de ikke havde brød nok med.
17. Jesus var klar over, hvad de hviskede sammen om. “Hvorfor snakker I om, at I ikke har brød med?” sagde han. “Fatter I endnu ikke alt det, som allerede er sket?
18. Har I ikke øjne at se med? Har I ikke ører at høre med?
19. Har I allerede glemt det, der skete med de 5000, jeg bespiste med fem brød? Hvor mange kurve med brødrester samlede I ind bagefter?”“Tolv,” svarede de.
20. “Og da jeg bespiste de 4000 med syv brød, hvor meget blev der da tilovers?”“Syv kurvfulde,” svarede de.
21. “Fatter I stadig ingenting?”
22. Da de ankom til Betsajda, kom folk med en blind mand og bad Jesus røre ved ham og helbrede ham.
23. Jesus tog den blinde ved hånden og førte ham uden for landsbyen. Så spyttede han på den blinde mands øjne og lagde hænderne på dem. Derefter tog han hænderne væk igen og spurgte: “Kan du se noget nu?”