Markus 11:19-25 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

19. Da det blev aften, gik Jesus og disciplene igen uden for byen.

20. Næste morgen kom de forbi det figentræ, som Jesus havde forbandet, og disciplene lagde mærke til, at det var visnet fra roden af.

21. Peter huskede, hvad Jesus dagen forinden havde sagt til træet, og han udbrød: “Se, Mester! Det figentræ, du forbandede, er visnet!”

22. Jesus svarede sine disciple: “Ja, I må have tro til Gud.

23. Og det siger jeg jer: Hvis I befaler sådan et ‘bjerg’: ‘Du skal rykkes op og kastes i havet,’ så vil det ske, forudsat at I ikke inderst inde tvivler på det, men virkelig tror på, at det vil ske.

24. På den baggrund siger jeg til jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om—tro, at I har fået det, så er det jeres!

25. Men før I begynder at bede, skal I tilgive dem, som I har noget imod, så jeres Far i Himlen også kan tilgive jer de synder, I har begået.

Markus 11