Markus 1:12-13-26 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

2. At der skulle komme en forløber for Frelseren, har Gud forudsagt i de profetiske bøger. Der står jo skrevet:“Jeg vil sende min udsending foran dig.Han skal berede vejen for dig.”

3. og:“Der lyder en stemme i ødemarken:‘Ban vej for Herren!Gør vejen klar til hans komme!’ ”

4. Den omtalte udsending var Johannes Døber. Han opholdt sig i de øde egne, og han sagde til folk, at de skulle vende om fra deres ondskab og lade sig døbe for at få tilgivelse for deres synder.

5. Fra Jerusalem og hele Judæaområdet kom folk strømmende til for at se og høre ham. Når de havde bekendt deres synder, døbte han dem i Jordanfloden.

6. Johannes var klædt i en profetkappe vævet af kamelhår, og han havde et læderbælte om livet. Han levede af græshopper og honning fra vilde bier.

7. Hans budskab var: “Der kommer snart en, som har større magt end jeg har. Jeg er end ikke værdig til at knæle ned og løse remmen på hans sandaler.

8. Jeg har døbt jer med vand, men han vil døbe jer med Helligåndens kraft.”

9. Også Jesus tog af sted fra sin hjemby, Nazaret i Galilæa, og kom til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes.

12-13. Straks efter sendte Helligånden Jesus ud i ødemarken, hvor han blev i 40 dage. Dér blev han fristet af Satan, og rundt omkring ham lurede de vilde dyr. Bagefter kom nogle engle og sørgede for mad til ham.

14. Kort tid efter blev Johannes sat i fængsel af kong Herodes, og Jesus begyndte at gå rundt i Galilæa og fortælle om Gud.

15. “Nu er tiden inde!” sagde han. “Nu er Guds rige kommet. I skal ændre jeres indstilling og tro på det glædelige budskab, som jeg bringer jer.”

16. En dag, da Jesus gik langs bredden af Galilæasøen, fik han øje på to mænd, som var i færd med at fiske med kastenet i søen. Det var Simon og hans bror Andreas.

17. “Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere!” råbte Jesus til dem.

18. Øjeblikkelig forlod de deres net og fulgte ham som hans disciple.

19. Lidt længere henne på stranden fik Jesus øje på Zebedæusʼ sønner, Jakob og Johannes. De sad i deres båd og rensede nettene.

20. Da Jesus kaldte på dem, gik de straks med ham. De efterlod deres far i båden sammen med de folk, han havde i arbejde.

21. Snart efter nåede Jesus og hans disciple frem til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik de ind i synagogen, og Jesus fik anledning til at undervise der.

22. Hans ord gjorde dybt indtryk på de forsamlede, for han talte med en autoritet, som de ikke var vant til fra de skriftlærde.

23. Blandt tilhørerne var der en mand, som var plaget af en ond ånd.

24. Pludselig begyndte den onde ånd i manden at råbe: “Lad os være i fred, Jesus Nazaræer! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er! Du er Guds hellige Søn!”

25. “Ti stille, og kom ud af ham,” befalede Jesus.

26. Den onde ånd fik manden til at ryste voldsomt og fór så skrigende ud af ham.

Markus 1