Lukas 3:11-26 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

11. Johannes svarede: “Den, som har to kjortler, skal give den ene til den, der ingen har. Og den, der har mad at spise, skal dele med den, der intet har.”

12. Der kom også nogle skatteopkrævere for at blive døbt. “Hvad med os?” spurgte de. “Hvad skal vi gøre?”

13. “I skal være ærlige!” svarede Johannes. “I må ikke opkræve mere i skat end det beløb, I har fået besked på.”

14. “Og os,” spurgte en flok betjente. “Hvad med os?”“Misbrug ikke jeres magt til at presse penge af folk,” svarede han. “Lad være med at arrestere nogen på falsk grundlag i håb om at modtage bestikkelse, men vær tilfredse med den løn, I får!”

15. Da alle folk var i forventning om, at Messias snart skulle komme, var de spændt på, om det kunne være Johannes, der var den lovede frelser.

16. Men Johannes sagde: “Jeg døber jer med vand, men snart kommer der en, som har større magt, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler. Han vil døbe jer med Helligåndens kraft og med ild.

17. Han har kasteskovlen i hånden, klar til at rense kornet for avner. Kernerne samler han i sin lade, men avnerne vil blive brændt i en uudslukkelig ild.”

18. Sådan forkyndte Johannes det gode budskab og gav sine tilhørere mange formaninger om at leve efter Guds vilje.

19. Men da han irettesatte Herodes, fordi han levede sammen med sin brors kone, Herodias, og for alt det onde, han derudover foretog sig,

20. føjede Herodes endnu en forbrydelse til sit synderegister. Han satte Johannes i fængsel.

21. Mens Johannes endnu var på fri fod og døbte folk, kom Jesus også og blev døbt. Da han derefter stod og bad, åbnede himlen sig,

22. og Helligånden dalede ned over ham i skikkelse af en due. Samtidig lød der en stemme fra himlen: “Du er min elskede Søn, og dig er jeg fuldt ud tilfreds med!”

23. Jesus var cirka 30 år, da han begyndte at træde offentligt frem. Folk anså ham for at være Josefs søn. Han var efterkommer af Eli,

24. som var søn af Mattat. Mattat var søn af Levi, som var søn af Melki. Melki var søn af Jannaj, som var søn af Josef.

25. Josef var søn af Mattatias, som var søn af Amos. Amos var søn af Nahum, som var søn af Esli. Esli var søn af Naggaj,

26. som var søn af Mahat. Mahat var søn af Mattatias, som var søn af Shimi. Shimi var søn af Josek, som var søn af Joda.

Lukas 3