35. Så fik de lov at tage føllet, og de førte det til Jesus. De lagde deres kapper over ryggen på det og hjalp ham op.
36. Mens de gik af sted, bredte folk deres kapper ud på vejen foran Jesus,
37. og da de nærmede sig det sted, hvor vejen begynder at gå ned ad Olivenbjerget mod Jerusalem, begyndte hele følget af disciple at råbe højt af glæde og lovprise Gud for alle de undere, de havde set ham gøre.
38. De råbte:“Velsignet er den Konge, som nu kommer i Herrens navn!Fred fra Himlen,og herlighed fra det Højeste!”
39. Men nogle farisæere i folkemængden sagde til Jesus: “Mester, sig dog til dine disciple, at de ikke må sige sådan noget!”
40. Jesus svarede: “Hvis de tier, vil stenene råbe!”
41. Jesus var nu så tæt på Jerusalem, at han kunne se ud over hele byen. Da brast han i gråd og sagde:
42. “Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men du kan ikke se det nu.
43. Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider.
44. De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!”
45. Senere gik Jesus ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende ud.
46. Han råbte til dem: “Skriften siger: ‘Mit hus skal være et bønnens hus,’ men I har gjort det til ‘et tilholdssted for røvere.’”
47. Hver dag underviste Jesus i templet, men ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere spekulerede på, hvordan de kunne få ham slået ihjel.