Lukas 18:8-21 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

8. Jo, han vil straffe de skyldige, og det vil ske i hast. Men hvor mange vil holde fast ved troen, indtil Menneskesønnen kommer tilbage?”

9. Derefter fortalte Jesus en historie med henblik på nogle, som var stolte over deres egen fromhed og følte sig højt hævet over andre:

10. “To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, den anden var skatteopkræver.

11. Farisæeren stillede sig frem foran de andre og bad således: ‘Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som så mange andre: røvere, ægteskabsbrydere og andre onde mennesker—eller som den skatteopkræver, der står derhenne.

12. Jeg faster to dage om ugen, og jeg giver tiende af alt, hvad jeg tjener.’

13. Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik. Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen: ‘Åh, Gud, vær nådig mod mig. Jeg er en synder.’

14. Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren! For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

15. På et tidspunkt kom nogle forældre til Jesus med deres små børn, for at han skulle velsigne dem. Da disciplene så det, ville de jage dem bort.

16. Men Jesus kaldte på dem. “Lad børnene komme til mig,” sagde han. “I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige.

17. Det siger jeg jer: De, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.”

18. En af de jødiske ledere kom en dag til Jesus med et spørgsmål. “Mester, du er et godt menneske,” sagde han. “Kan du fortælle mig, hvad jeg skal gøre for at få del i det kommende liv?”

19. “Hvorfor kalder du mig god?” spurgte Jesus. “Det ord kan jo kun bruges om Gud.

20. Og med hensyn til det, du spørger om, så kender du budene: Du må ikke bryde ægteskabet, du må ikke begå drab, ikke stjæle, ikke anklage nogen på falsk grundlag, og du skal ære din far og din mor.”

21. “Alle de bud har jeg overholdt, fra jeg var ganske ung,” svarede manden.

Lukas 18