Lukas 15:2-14 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

2. Farisæerne og de skriftlærde kritiserede Jesus for at have med den slags mennesker at gøre. “Han spiser oven i købet sammen med dem!” sagde de.

3. Da sagde Jesus:

4. “Hvis en mand har 100 får, og et af dem bliver væk, lader han så ikke de 99 blive på græsgangene, mens han går ud og leder efter det, der er blevet væk, indtil han finder det?

5. Når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde,

6. og så snart han kommer hjem, råber han til sine venner og naboer: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet det får, som var fortabt!’

7. Det siger jeg jer: Sådan bliver der også større glæde i Himlen over ét menneske, der vender sig bort fra sin synd og kommer hjem til Gud, end over 99, som ikke føler et behov for at vende om.

8. Eller hvis en kvinde har ti kostbare sølvmønter, og hun en dag mister den ene, mon så ikke hun tænder lys og fejer og gennemsøger hele huset, indtil hun finder den?

9. Og når hun har fundet den, råber hun til sine veninder og nabokoner: ‘Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den sølvmønt, som jeg havde tabt!’

10. Sådan er det også i Himlen, hvor Guds engle jubler, hver gang en synder vender om til Gud.”

11. Jesus fortsatte med følgende historie: “Der var en mand, som havde to sønner.

12. En dag sagde den yngste søn til sin far: ‘Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner.

13. Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv,

14. og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede.

Lukas 15