15. Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken.
16. Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, men ingen gav ham noget.
17. Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‘Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult.
18. Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud.
19. Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’
20. Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. På lang afstand fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst.
21. ‘Åh, far,’ sagde sønnen, ‘jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’
22. Men hans far råbte til tjenerne: ‘Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne—
23. og slagt fedekalven, for nu skal der festes!
24. Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!
25. Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset.
26. Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik.