Josua 8:1-20-21 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Herren sagde nu til Josva: “Vær ikke modløs og bange! Tag hele hæren med dig og indtag Aj. Jeg vil give jer sejr over byens konge og alle hans mænd. Jeg vil give jer byen og det tilhørende landområde.

2. I skal gøre med dem, som I gjorde med kongen og indbyggerne i Jeriko, men denne gang må I selv beholde krigsbyttet og kvæget. I skal lægge baghold vest for byen.”

10. Tidligt næste morgen samlede Josva sine mænd og marcherede sammen med de israelitiske ledere mod Aj.

11. De slog lejr nord for byen, på den anden side af en dal.

12. Om natten sendte Josva endnu 5000 mand af sted, der skulle slutte sig til bagholdet vest for byen,

13. men selv gik Josva ned i dalen.

14. Ajs konge kunne se israelitternes lejr på den anden side af dalen, og tidligt den næste morgen rykkede han ud og angreb dem på et plateau med udsigt over Jordandalen uden at vide, at resten af hæren lå i baghold vest for byen.

15. Da Josvas hærafdeling lod sig slå på flugt og flygtede østpå mod ørkenen,

16. fik alle byens mænd ordre til at sætte efter dem. På den måde blev de lokket væk fra byen.

17. Der var ikke en eneste mand tilbage i Aj, for alle var med til at forfølge israelitterne, så byen lå vidt åben og forsvarsløs.

18. Da sagde Herren til Josva: “Ræk dit spyd ud mod Aj, for jeg vil give dig byen.” Josva gjorde, som Herren havde sagt,

19. og da mændene, der lå i baghold, så signalet, sprang de frem fra deres skjul og løb ind mod byen. Den blev hurtigt indtaget og stod snart i lys lue.

20-21. Da mændene fra Aj så sig tilbage og opdagede de store røgskyer over byen, var de klar over, at de var lokket i en fælde. Også Josva og de flygtende israelitter så røgen og vidste derfor, at bagholdsangrebet var lykkedes. Israelitterne vendte nu om og angreb deres forfølgere.

Josua 8