Josua 21:34-35-45 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

4. Det første lod faldt på Kehat-klanen. Arons slægt, som hørte til denne klan, fik 13 byer, der oprindelig var blevet tildelt Judas, Simeons og Benjamins stammer.

5. De øvrige slægter blandt kehattitterne fik 10 byer fra Efraims, Dans og Manasses halve stammes områder,

6. mens Issakars, Ashers, Naftalis og Manasses halve stamme i Bashan overgav 13 byer til Gershon-klanen.

7. Merari-klanen fik 12 byer af Rubens, Gads og Zebulons stammer.

8. Herrens befaling til Moses var dermed fulgt. Alle disse byer med tilhørende græsmarker blev ved lodtrækning fordelt blandt levitterne.

34-35. De 12 byer, som ved lodtrækning tilfaldt den sidste af levitternes klaner, Merari-klanen, lå i følgende stammeområder: Zebulons stamme afstod fire byer: Jokneam, Karta, Rimmona og Nahalal.

36-37. Rubens stamme afstod også fire byer: Betzer, Jahatz, Kedemot og Mefaʼat.

38-40. Gads stamme afstod også fire byer: tilflugtsbyen Ramot i Gilead, Mahanajim, Heshbon og Jazer.

41-42. På denne måde fik Levitterne i alt 48 byer med tilhørende græsmarker.

43. Således fordelte Herren hele landet mellem Israels stammer, sådan som han havde lovet deres forfædre; og de slog sig ned i landet, efter at de havde taget det i besiddelse.

44. Derefter gav Herren dem fred og ro i landet, sådan som han havde lovet; ingen kunne klare sig imod dem, for Herren overgav deres fjender til dem.

45. Herren opfyldte alle de gode løfter, han havde givet sit folk. Det var ikke tomme ord, han havde talt!

Josua 21