12. Josva dræbte alle disse konger og deres folk, sådan som Herrens tjener Moses havde befalet.
13. Dog nedbrændte han ingen af de byer, som var bygget på ruinerne af en tidligere by, bortset fra Hatzor,
14. men han udslettede indbyggerne og beholdt krigsbyttet og kvæget,
15. sådan som Herren havde befalet sin tjener Moses, og Moses havde befalet Josva. Josva gjorde nøjagtigt, som Herren havde befalet Moses.
16. Josva havde nu indtaget hele Kanaʼans land: højlandet, Negev området, Goshens land, skråningerne mod vest, Jordandalen, Israels højland og lavland.
17-18. Israelitternes territorium strakte sig nu mod syd indtil Halakbjerget ved Seir og mod nord op til Baʼal-Gad i Libanon dalen ved foden af Hermonbjerget. Det tog Josva lang tid at underlægge sig hele dette område og udrydde samtlige konger i landet.
19. Ingen af dem sluttede fred med israelitterne bortset fra hivvitterne i Gibeon. Alle de andre folk blev udslettet.
20. Herren havde nemlig forhærdet alle disse konger, så de hellere ville gå i kamp mod Israel end forsøge at slutte fred. De blev alle dræbt uden skånsel, sådan som Herren havde befalet Moses.
21. I den periode udryddede Josva alle kæmperne i landet—Anaks efterkommere, der boede rundt omkring i det sydlige og nordlige højland, især omkring Hebron, Debir og Anab. Alle blev dræbt, og deres byer blev ødelagt.
22. Der var ikke en eneste anakit tilbage i Israel, og kun nogle ganske få i Gaza, Gat og Ashdod.
23. Josva indtog således hele landet, sådan som Herren havde befalet Moses, og han fordelte jorden mellem Israels stammer, så de hver fik deres arvelod. Derefter var der endelig fred og ro i landet.