2. Fårenes rigtige hyrde kommer altid hen til døren,
3. og det er ham, dørvogteren lukker op for. Fårene kender hans stemme. Han kalder sine får ved navn og fører dem ud på græs.
4. Når han har lukket alle sine får ud, går han foran dem, og fårene følger ham, fordi de kender hans stemme.
5. Men de vil ikke følge efter en fremmed. Tværtimod, de vil flygte fra ham, fordi de ikke kender hans stemme.”
6. Jesus brugte det billede på farisæerne, men de forstod ikke, hvad han mente.
7. Derfor prøvede han at forklare det nærmere: “Det siger jeg jer: Jeg er døren til fårefolden.
8. Fårene har ikke lyttet til de “hyrder”, som er kommet før mig, for de er tyve og røvere.
9. Jeg er døren. De, der kommer ind i folden gennem mig, skal få det evige liv. De vil gå ud for at finde føde, og de vil komme hjem igen.
17-18. Faderen elsker mig, fordi jeg adlyder den befaling, han har givet mig: at jeg skal ofre mit liv og siden få det igen. Ingen kan tage mit liv, men jeg ofrer det af egen fri vilje. Jeg har autoritet til at ofre mit liv, og jeg har autoritet til at tage det tilbage.”
19. Disse ord førte igen til uenighed blandt de jødiske ledere.
20. Mange sagde: “Han er besat, han er gal! Hvorfor hører I på ham?”
21. Andre sagde: “Sådan taler en besat ikke. Kan onde ånder give blinde deres syn igen?”
22-23. Det blev vinter, og Jesus var igen på besøg i Jerusalem, denne gang under Hanukka festen. Han gik omkring i den del af templet, som kaldes Salomons søjlegang.
24. De jødiske ledere omringede ham og spurgte: “Hvor længe vil du holde os hen i uvished? Er du Messias, så sig det ligeud!”
25. Jesus svarede: “Det har jeg allerede gjort, men I ville ikke tro mig. De undere, jeg gør i min Fars navn, er bevis nok.
26. Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til blandt mine får.
27. Mine får adlyder min stemme. Jeg kender dem, og de følger mig.
28. Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig gå fortabt. Ingen kan rive dem ud af min hånd.
29. Min Far, som har givet mig dem, har større magt end nogen anden, og ingen kan rive dem ud af min Fars hånd.
30. Jeg og Faderen, vi er ét.”
31. Da begyndte de igen at samle sten op for at slå ham ihjel.
32. Men han sagde: “Jeg har udført mange gode gerninger, som min Far har bedt mig om at gøre. Hvilken af dem er det, I vil stene mig for?”
33. “Du skal ikke stenes for nogen god gerning,” svarede de. “Men du skal dø, fordi du håner Gud. Du er kun et menneske, men du gør dig til ét med Gud!”
34. “Står der ikke i Skriften: ‘Jeg har kaldt jer guder’?” spurgte Jesus.
35. “Hvis altså Skriften, som ikke kan annulleres, kalder de mennesker ‘guder’, som Gud havde indsat til at gøre hans vilje,