1-2. Til sidst brød Job tavsheden:
3. “Forbandet være den nat, jeg blev født,det øjeblik man udbrød: ‘Se, det blev en dreng!’
4. Lad den nat forblive i det skjulte,blive skubbet ud i den gudsforladte intethed.Lad den blive dækket af glemslens mørke,
5. ja, gid mørket ville tage den i sig igen.Gid tågen ville skjule den,og skyerne dække den.
6. Gid mulm og mørke ville opsluge den helt,ja, rive den ud af kalenderen.Lad den ikke tælles blandt årets dage,lad den ikke høre hjemme i nogen måned.
7. Lad den blive til trøstesløs tomhed,en nat, hvor ingen glæder sig.
8. Lad troldmændene forbande den,de, som forbander Livjatan.
9. Lad dens morgenstjerne formørkes,lad den forgæves vente på daggry,lad den aldrig få morgenrøden at se.