7. Men da kushitten Ebed-Melek, en af de ledende hoffolk, hørte, at jeg var blevet kastet i det tomme vandreservoir,
8. skyndte han sig straks til kongen, som på det tidspunkt var i færd med at dømme i nogle retssager på pladsen foran Benjaminporten.
9. “Herre konge,” sagde han. “Der er begået en meget ondsindet handling imod profeten Jeremias. Man har kastet ham i et tomt vandreservoir, og dér vil han dø af sult, for han får ingen mad.”
10. Da befalede kongen: “Tag 30 mænd med dig og få hejst Jeremias op af vandreservoiret, før han dør.”
11. Så skyndte Ebed-Melek og mændene sig af sted til et af paladsets nederste kælderrum, hvor de hentede nogle kasserede klude, som de hejste ned i vandreservoiret med et reb.
12. “Bind rebet omkring dig og læg kludene imellem rebet og dine armhuler,” råbte Ebed-Melek, og da jeg havde gjort det,
13. trak de mig op af vandreservoiret og bragte mig tilbage til min husarrest.
14. En dag sendte kong Zidkija bud efter mig og bad mig komme hen til den tredje indgang til templet. “Jeg har et spørgsmål til dig,” begyndte kongen. “Prøv nu ikke at skjule sandheden for mig.”