6. Så hentede de mig og firede mig ned i et tom vandreservoir i gården. Den tilhørte Malkija, der var medlem af kongefamilien. Der var intet vand i den, men der var stadig et tykt lag mudder på bunden, så jeg sank ned i mudderet.
7. Men da kushitten Ebed-Melek, en af de ledende hoffolk, hørte, at jeg var blevet kastet i det tomme vandreservoir,
8. skyndte han sig straks til kongen, som på det tidspunkt var i færd med at dømme i nogle retssager på pladsen foran Benjaminporten.
9. “Herre konge,” sagde han. “Der er begået en meget ondsindet handling imod profeten Jeremias. Man har kastet ham i et tomt vandreservoir, og dér vil han dø af sult, for han får ingen mad.”
10. Da befalede kongen: “Tag 30 mænd med dig og få hejst Jeremias op af vandreservoiret, før han dør.”
11. Så skyndte Ebed-Melek og mændene sig af sted til et af paladsets nederste kælderrum, hvor de hentede nogle kasserede klude, som de hejste ned i vandreservoiret med et reb.
12. “Bind rebet omkring dig og læg kludene imellem rebet og dine armhuler,” råbte Ebed-Melek, og da jeg havde gjort det,
13. trak de mig op af vandreservoiret og bragte mig tilbage til min husarrest.
14. En dag sendte kong Zidkija bud efter mig og bad mig komme hen til den tredje indgang til templet. “Jeg har et spørgsmål til dig,” begyndte kongen. “Prøv nu ikke at skjule sandheden for mig.”
15. “Jamen, hvis jeg fortæller dig sandheden, slår du mig bare ihjel,” svarede jeg. “Og for øvrigt følger du aldrig mine råd.”
16. Så svor kong Zidkija ved den levende Gud, at han hverken ville slå mig ihjel eller udlevere mig til dem, der ønskede at få ram på mig.
17. Da sagde jeg til ham: “Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Hvis du vil overgive dig til de babyloniske officerer, vil du og din familie overleve, og byen vil blive skånet.