Jeremias 33:14-20-21 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

14. Ja, siger Herren, der kommer en dag hvor jeg vil opfylde mit løfte til Israel og Judas folk.

15. Engang i fremtiden vil jeg lade en spire bryde frem fra Davids slægt, en konge, der vil styre landet med visdom og afsige retfærdige domme.

16. Hans navn skal være ‘Herren er vores redning’. Da vil Judas folk blive reddet og Jerusalem være i sikkerhed.

17. Fra da af vil der aldrig mangle en arving til Davids trone i Israel,

18. og der vil aldrig mangle præster til at bringe brændofre, afgrødeofre og andre ofre til Herren.”

19. Derefter fik jeg følgende budskab fra Herren:

20-21. “Lige så lidt, som I kan bryde naturens love, så dag og nat ikke kommer til de fastsatte tider, lige så lidt kan jeg bryde min pagt med min tjener David, så der ikke findes en arving til hans trone. Det samme gælder min pagt med de præster, der tjener mig.

Jeremias 33