1. I den første pagt mellem Gud og hans folk var der en række forskrifter for, hvordan præsterne skulle tjene i den jordiske helligdom,
2. som var et telt, der bestod af to rum. Det forreste rum indeholdt guldlysestagen og det bord, hvor de hellige brød lå. Det rum kaldtes det hellige rum.
3. Bag det inderste forhæng var der et andet rum, som kaldtes det allerhelligste rum.
4. Hertil hørte røgelsesalteret af guld og pagtens ark, som på alle sider var overtrukket med ægte guld. Inde i arken lå stentavlerne, som de ti bud var skrevet på, en guldkrukke med manna og Arons stav, som engang havde fået blade og blomster.
5. Oven på arken var der to strålende keruber, hvis vinger var bredt ud over arkens låg, der blev kaldt forsoningsstedet. Men det kan jeg ikke gå nærmere ind på nu.
6. Efter at helligdommen var blevet indrettet på den måde og gjort klar, udførte præsterne dagligt deres opgaver i det forreste rum.
7. Det var kun ypperstepræsten, der havde lov til at gå ind i det inderste rum, og kun én gang om året. Han havde altid blod med som et forsoningsoffer til Gud for at bede om tilgivelse for både sine egne og folkets uforsætlige synder.
8. Helligånden viser os derved, at så længe det forreste rum stadig er i brug, er der ikke almen adgang til det allerhelligste rum.
16-17. For det er med pagten som med et testamente: Det kan først træde i kraft, når den, som har oprettet det, er død.
25-26. Ypperstepræsterne går år efter år ind i det allerhelligste rum med offerblod, som dog ikke er deres eget. Hvis Jesus skulle skabe forsoning for vores synder på tilsvarende måde, så skulle han have ofret sig selv masser af gange lige fra verdens grundlæggelse. Men nu har han åbenbaret sig ved tidernes afslutning for ved sit offer at gøre ende på synden én gang for alle.