Gerninger 9:27-36 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

27. Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til apostlene. Han forklarede dem, hvordan Saul på sin rejse havde set Herren, og hvad Herren havde sagt til ham. Han fortalte også, at Saul med stor frimodighed havde forkyndt om Jesus i Damaskus.

28. Fra da af kunne han færdes frit blandt de troende i Jerusalem. Han forkyndte ivrigt budskabet om Jesus.

29. Men så kom han til at diskutere med nogle græsktalende jøder, og de lagde planer om at slå ham ihjel.

30. Da menighedens ledere blev klar over, hvilken fare han befandt sig i, eskorterede de ham til havnebyen Cæsarea, hvorfra de sendte ham med skib til hans hjemby, Tarsos.

31. Derefter havde menighederne i hele Judæa, Galilæa og Samaria en rolig periode. De levede gudfrygtigt til Herrens ære og voksede under Helligåndens vejledning.

32. Peter rejste meget omkring, og han var engang på besøg i menigheden i Lydda.

33. I den by traf han en mand ved navn Æneas, der var lam og havde været sengeliggende i otte år.

34. Peter sagde til ham: “Æneas! Jesus Messias helbreder dig! Stå op og red din seng!” Og han stod ud af sengen med det samme.

35. Da folk i Lydda og på Saronsletten så Æneas gå rask og rørig omkring, kom mange af dem til tro på Herren.

36. I Joppe var der en discipel ved navn Tabita (det betyder “gazelle”). Hun var altid parat til at give en håndsrækning—også økonomisk.

Gerninger 9