42. Da vendte Gud sig fra dem, og de begyndte at tilbede solen, månen, stjernerne og alle mulige slags afguder, som der står skrevet i de profetiske bøger: ‘Israels folk, bragte I slagtofre og afgrødeofre til mig i de 40 år i ørkenen?
43. Nej, I tilbad de afguder, I selv havde lavet. I bar rundt på Moloks telt og Remfans stjerne. Derfor vil jeg sende jer i landflygtighed langt borte, på den anden side af Babylon.’
44. Åbenbaringsteltet var hos vores forfædre, da de gik rundt i ørkenen. Det havde Gud befalet, og han havde givet nøje instruktioner til Moses om, hvordan teltet skulle laves.
45. Det samme åbenbaringstelt tog Josva og folket med sig, da de begyndte at indtage det lovede land, og Gud drev de forskellige folkeslag bort foran dem. Gud ledte folket frem ved hjælp af åbenbaringsteltet lige indtil Davids tid,
46. hvor han, som havde fundet nåde for Guds øjne, bad om lov til at opføre et tempel, der skulle være fast bolig for Jakobs Gud.
47. Dog blev det Salomon, der kom til at bygge templet,
48. men den Højeste Gud bor ikke i noget, der er skabt af menneskehænder. Som Herren sagde gennem en af sine profeter:
49. ‘Himlen er min trone,og jorden er min fodskammel.Hvordan vil I bygge et hus til mig?Hvordan vil I skaffe mig et sted at bo?
50. Jeg har jo selv skabt det hele.’
51. I er akkurat lige så stædige og hårdhjertede som jeres forfædre, og I kæmper altid imod Helligånden.
52. Findes der én eneste profet, som jeres forfædre ikke har forfulgt? Nej, de dræbte alle dem, der forudsagde, at Messias skulle komme, ham, som I nu har forkastet og myrdet.
53. I modtog Guds lov formidlet ved engle, men I overholdt den ikke!”
54. Da rådsmedlemmerne hørte det, skar de tænder af raseri.
55. Stefanus stod helt stille, fyldt med Helligåndens kraft, og stirrede op imod himlen. Han så Guds herlighed, og han så Jesus stående ved Guds højre side.
56. “Himlen er åben,” råbte han, “og jeg ser Menneskesønnen stå ved Guds højre side!”
57. Ved de ord skreg de op alle sammen, holdt sig for ørerne og fór over ham som en bisværm.
58. De slæbte ham uden for bymuren for at stene ham. Alle, der havde hørt, hvad Stefanus havde sagt, begyndte nu at kaste sten på ham, men først tog de deres kapper af og lagde dem ved fødderne af en ung mand, der hed Saul.