4. Jeg forfulgte dem, som kalder sig ‘Vejen’, og ville have dem slået ihjel. Jeg fik dem arresteret og smidt i fængsel, både mænd og kvinder.
5. Både ypperstepræsten og alle medlemmerne i Det jødiske Råd kan bevidne, at jeg taler sandt. For det var dem, der skrev de breve, som jeg fik med til de jødiske ledere i Damaskus med tilladelse til at arrestere folk også dér og føre dem til Jerusalem, så de kunne blive straffet.
6. Men så skete der noget, bedst som jeg var på vej til Damaskus. Jeg var næsten nået frem til byen. Det var midt på dagen. Pludselig kom der et blændende lys fra himlen, og det omsluttede mig.
7. Jeg faldt på knæ med ansigtet mod jorden og hørte en stemme sige: ‘Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?’
8. ‘Hvem er du, herre?’ spurgte jeg. Stemmen svarede: ‘Jeg er nazaræeren Jesus, ham du forfølger.’
9. De mænd, der var med mig, så lyset, men hørte ikke, hvad der blev sagt.
10. Jeg spurgte: ‘Hvad skal jeg gøre, Herre?’ Og Herren svarede: ‘Rejs dig og gå ind til Damaskus. Der vil du få mere at vide om de planer, jeg har for dig.’