13. Nogle jødiske eksorcister, som rejste fra by til by, brugte også Jesu navn, når de prøvede at uddrive onde ånder. De sagde: “Jeg befaler jer at forsvinde i kraft af den Jesus, som Paulus forkynder!”
14. Der var blandt andet syv sønner af den jødiske ypperstepræst Skeuas, som prøvede det.
15. Men da de gjorde det, svarede den onde ånd: “Jesus kender jeg, og jeg ved, hvem Paulus er, men I—hvem er I?”
16. Manden, der havde den onde ånd i sig, fór løs på dem og mishandlede dem, så de til sidst måtte flygte ud af huset, forslåede og med tøjet revet af.
17. Den historie blev hurtigt kendt blandt både jøder og grækere i Efesos. Alle blev grebet af ærefrygt, og de var fulde af lovord om Herren Jesus og hans magt.
18. Som følge af den hændelse kom mange af de nye troende og fortalte åbent om de hemmelige ting, de før havde været involveret i,
19. og en hel del kom med deres okkulte bøger, som så blev brændt på et stort bål. Man optegnede bøgernes værdi og fandt ud af, at det svarede til 50.000 sølvstykker.
20. Som følge af Herrens magt fik budskabet flere og flere tilhængere.
21. Derefter besluttede Paulus under ledelse af Helligånden at rejse gennem Makedonien og Akaja til Jerusalem. “Og når jeg har været dér, må jeg videre til Rom,” sagde han.
22. Han sendte sine to hjælpere, Timoteus og Erastos, i forvejen til Makedonien, mens han selv blev endnu en tid i provinsen Asien.
23. På den tid opstod der en del røre i Efesos omkring dem, der blev kaldt “Vejen”.
24. En velstående forretningsmand ved navn Demetrios havde mange folk i arbejde med fremstilling af små sølvkopier af Artemistemplet.
25. Han sammenkaldte til et møde med alle byens øvrige sølvsmede og sagde til dem: “Mine herrer! I ved alle, at vi tjener godt ved at lave vores sølvting.
26. I har også hørt om den mand, der hedder Paulus. Han har fået en masse mennesker både her i Efesos og i hele Asien til at tro på, at de guder, vi fremstiller, ikke er sande guder.