Gerninger 15:35-41 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

35. Paulus og Barnabas opholdt sig endnu en tid i Antiokia for sammen med mange andre at undervise og forkynde Herrens ord.

36. Nogen tid efter sagde Paulus til Barnabas: “Lad os nu vende tilbage for at se, hvordan det går med menighederne i de byer, hvor vi har forkyndt Herrens ord.”

37. Men da Barnabas ønskede at tage Johannes Markus med,

38. gjorde Paulus indsigelser. Han mente ikke, at Markus skulle med dem nu, eftersom han var rejst tilbage, da de kom til Pamfylien, i stedet for at fortsætte i arbejdet sammen med dem.

39. De to mænds uenighed på det punkt blev så skarp, at de besluttede at tage hver sit sted hen. Barnabas tog Markus med sig og sejlede til Cypern.

40. Men Paulus valgte at tage Silas med, og efter at menighedens ledere havde bedt om, at Gud i sin nåde ville være med dem,

41. tog de af sted og rejste til provinserne Syrien og Kilikien for at styrke menighederne der.

Gerninger 15