12. Forsamlingen blev stille, og de lyttede nu til Barnabas og Paulus, der fortalte om de undere, som Gud havde udført gennem dem blandt de ikke-jødiske folkeslag.
13-14. Da de var færdige med deres beretning, tog Jakob ordet og sagde: “Venner, jeg vil gerne sige noget. Simon har fortalt, hvordan Gud greb ind og åbnede døren for mennesker fra andre folkeslag til at blive et folk, der tilhører ham.
15. Det stemmer helt overens med, hvad profeterne har sagt. Der står jo skrevet:
16. ‘Derefter vil jeg vende tilbage og genopbygge Davids rige. Jeg vil genopbygge det, som blev revet ned, og få det op at stå igen.
17. Det gør jeg, for at de øvrige må søge Herren, alle de andre folkeslag, som jo også tilhører mig. Det er Herren, der siger det, og han vil gøre det.’”
18. Jakob fortsatte: “Det har altså været kendt fra gammel tid, at de øvrige folkeslag også skulle med.
19. Jeg mener derfor, at vi ikke skal lægge unødvendige byrder på de ikke-jøder, der vender sig til Gud.
20. Nej, lad os blot skrive til dem, at de skal afholde sig fra al seksuel synd, og endvidere bør de ikke spise blod, kød fra kvalte dyr eller kød, som først har været ofret til afguderne.
21. Alle kender jo de love, vi har fra Moses, for de er blevet oplæst og forkyndt hver eneste sabbat gennem utallige generationer i synagogerne rundt omkring i de forskellige byer.”
22. Da sagen dermed var afgjort, besluttede apostlene og lederne i samråd med hele menigheden at sende nogle repræsentanter til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. De mænd, der blev udvalgt til den opgave, var to af menighedens ledere, nemlig Judas Barsabbas og Silas.
23. De fik følgende brev med:Fra apostlene og menighedens ledelse i Jerusalem.Til de ikke-jødiske troende i Antiokia, Syrien og Kilikien.Mange hilsener til jer alle!