13. Paulus og hans ledsagere sejlede derefter ud fra Pafos og ankom til havnebyen Perge i provinsen Pamfylien i Lilleasien. Her forlod Johannes Markus dem og vendte tilbage til Jerusalem.
14. Men Barnabas og Paulus fortsatte til fods ind i landet til Antiokia i provinsen Pisidien. På sabbatten gik de ind i synagogen og satte sig.
15. Efter den foreskrevne oplæsning fra Toraen og Profetbøgerne sendte synagogens ledere en besked over til dem: “Venner, hvis I har et opmuntrende ord til folket, så sig frem!”
16. Paulus rejste sig, løftede hånden for at få ro og sagde så: “Israelitter og gudfrygtige grækere, hør, hvad jeg har at sige!
17. Israels Gud udvalgte vores stamfædre, og han gjorde folket talrigt, da de levede som fremmede i Egypten. Derefter førte han dem ud af Egypten med stor kraft,
18. og han viste stor tålmodighed over for dem under de 40 års ørkenvandring.
19-20. Han udryddede syv folkeslag i Kanaʼan og hjalp vores forfædre til at indtage hele det lovede land i løbet af ca. 450 år. Derefter gav han dem en række dommere til at lede landet indtil profeten Samuel.
21-22. Men så tiggede folket om at få en konge, og Gud gav dem Saul, en søn af Kish fra Benjamins stamme. Han regerede i 40 år, indtil Gud fjernede ham og i stedet gav dem David til konge. Om ham har Gud sagt: ‘David, Isajs søn, er en mand, jeg kan stole på. Han vil gøre min vilje i alle ting.’
23. Af Davids slægt har Gud nu udvalgt og sendt en frelser til Israels folk, sådan som han lovede, og det er Jesus.
24. Men før Jesus begyndte sit virke, forkyndte Johannes Døber for hele Israels folk, at de skulle vende om fra deres synder og lade sig døbe.
25. Da Johannes var ved at have afsluttet sin gerning, sagde han til folket: ‘Jeg er ikke den Messias, I venter på. Men han kommer snart, og jeg er ikke engang værdig til at løse remmen på hans sandaler.’
26. Hør, venner, budskabet om frelse gælder både jer, som er Abrahams fysiske efterkommere, og jer grækere, som har ærefrygt for Gud.
27. Jerusalems indbyggere og de jødiske ledere tog ikke imod Frelseren. De accepterede ham ikke som Messias, men dømte ham til døden og opfyldte derved profeternes ord, som bliver oplæst sabbat efter sabbat.
28. Selv om de ikke kunne finde nogen gyldig grund til at dømme ham til døden, fik de alligevel Pilatus til at slå ham ihjel.
29. Da alle disse profetier således var gået i opfyldelse, blev han taget ned fra korset og lagt i en gravhule.
30. Men Gud oprejste ham fra de døde,
31. og i dagene derefter viste han sig flere gange for dem, der havde fulgt ham fra Galilæa til Jerusalem. De vidner nu offentligt om, hvad de har set.
32-33. Vi står her i dag for at fortælle jer det glædelige budskab: Guds løfte til forfædrene er nu gået i opfyldelse for deres efterkommere. Det skete ved, at han sendte os Jesus som den lovede Profet. Det står også omtalt i Salme 2: ‘Du er min Søn, i dag er jeg blevet din Far.’