Ezekiel 37:3-10 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

3. Så spurgte han mig: “Kan de knogler blive til levende mennesker igen?” “Herre, det ved kun du,” svarede jeg.

4. Da gav han mig ordre til at profetere direkte til knoglerne: “I tørre knogler, hør Herrens ord.

5. Herren siger: Jeg vil ånde på jer og gøre jer levende igen.

6. Jeg vil sætte kød og sener på jer og dække jer med hud, og jeg vil blæse min livsånde ind i jer. Da vil I indse, at jeg er Herren.”

7. Jeg profeterede, som Herren havde befalet mig. Mens jeg profeterede, hørte jeg en raslende lyd, og jeg så, at knoglerne nærmede sig hinanden og blev til skeletter.

8. Der voksede kød og sener frem på dem, og derefter blev de dækket af hud. Kroppene var dog stadig døde, der var ikke spor af liv i dem.

9. Da befalede Herren mig at profetere og kalde på livsånden: “Herren siger: Du livsånd, kom fra de fire verdenshjørner og blæs på de her døde kroppe, så de bliver levende.”

10. Så profeterede jeg, som han havde befalet mig. Straks kom der livsånde i kroppene, og de blev levende og rejste sig op. De udgjorde en meget stor hær.

Ezekiel 37