5. Derefter tog ørnen et af landets egne frø og plantede det i frugtbar jord, hvor der var rigeligt med vand.
6. Frøet spirede og voksede til en forgrenet, lavstammet vinstok med mange sideskud og blade. Grenene voksede op mod ørnen, og rødderne strakte sig hen imod den.
7. Men så kom der en anden stor ørn med vældigt vingefang og flot fjerdragt, og vinstokken strakte nu både rødder og grene imod den nye ørn, for den ville gerne have endnu mere vand.
8. Men den var allerede plantet i god jord og havde rigeligt med vand, så den kunne skyde grene, sætte frugt og blive en frodig vinstok.
9. Nu spørger Herren: Vil det lykkes? Mon ikke snarere dens rødder bliver rykket op? Mon ikke frugten tørrer ind, og de friske skud visner? Der skal ikke megen styrke til at rykke den op med rode.
22-23. Herren fortsatte: “Jeg vil tage et skud fra cedertræets øverste top og plante det på toppen af Israels vigtigste bjerg. Det vil vokse op og blive et flot cedertræ, der skyder grene og sætter frø. Alverdens fugle vil komme for at bygge rede i dets skyggefulde grene.
24. Da vil alle skovens træer forstå, at jeg, Herren, skærer de høje, stolte træer ned og giver de lave træer ære og værdighed. De vil forstå, at jeg har magt til at få et grønt træ til at visne og et udtørret træ til at blomstre. Jeg, Herren, har talt, og det vil ske, som jeg har sagt.”