2. “Du menneske,” sagde han. “Du bor midt i et oprørsk folk. De har øjne i hovedet, men ser intet. De har ører, men hører ikke efter, for de er stolte og stædige.
6. Når det er blevet mørkt, skal du tage din oppakning på skuldrene, mens de ser på det, og gå af sted med tilhyllet ansigt, så du ikke ser landet omkring dig. På den måde skal du være et tegn for Israels folk om den katastrofe, som skal ramme Jerusalem.”
7. Så gjorde jeg, hvad jeg havde fået besked på. I løbet af dagen lagde jeg de ting udenfor, som jeg kunne bære med mig på en lang rejse. Om aftenen slog jeg hul i muren, kravlede ud og forsvandt i mørket med oppakningen på mine skuldre, alt sammen mens folk så på det.
8. Næste morgen sagde Herren til mig:
9. “Du menneske, har Israels oprørske folk ikke spurgt dig, hvad det optrin skulle betyde?
10. Sig til dem, at sådan vil det gå kongen i Jerusalem og hele Israels folk.
11. Forklar dem, at det, du gjorde, var et tegn på, hvad der snart skal ske med dem: De vil alle blive ført i eksil og komme ud på en lang rejse.
12. Kongen vil i nattens mulm og mørke forlade byen gennem et hul i muren med tilhyllet ansigt, så han ikke kan se det land, han forlader, og med sin oppakning på skuldrene.