Esajas 8:4-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

4. for endnu inden drengen har lært at sige ‘mor’ eller ‘far’, vil assyrerkongen plyndre Damaskusʼ rigdomme og røve Samarias skatte.”

5. Herren talte igen til mig:

6. “Fordi mit folk har forkastet Shiloas friske vand og foretrækker Arams kong Retzin og Israels kong Peka,

7. vil jeg sende en mægtig oversvømmelse fra Eufratfloden imod dem: Assyrerkongen og hans mægtige hære vil oversvømme landet. Floden vil gå over sine bredder,

8. skylle ind over Judas land og nå helt frem til hovedstaden. Hele ‘Immanuel’s land vil bliver angrebet af fjenden.”

9. Gør blot klar til krig, I folkeslag, men I kan ikke stå jer imod Herren! Hør efter, I fjerne lande. Gør bare alt, hvad I kan. I vil dog blive slået engang.

10. Hold blot krigsråd og indgå alliancer. Det nytter intet, for Gud er med os.

11. Heerren opfordrede mig kraftigt til at stå fast og ikke følge flertallet. Henvendt til os, der fulgte ham, sagde han:

12. “I skal ikke kalde noget for en sammensværgelse, bare fordi andre gør det. Bliv ikke grebet af panik som flertallet.

13. Det er mig, I skal respektere, frygte og ære, for jeg er Herren, den Almægtige.

14. Jeg er som en helligdom og et tilflugtssted, men også som en anstødssten, som både Israel og Juda vil snuble over, en fælde, som Jerusalems indbyggere vil blive fanget i.

15. Mange vil snuble og falde over den.

16. Skriv det ned, som jeg har sagt, og sæt segl på bogrullen, så de, der følger mig, kan holde fast ved mit ord.”

17. Jeg har forventning til, at Herren griber ind, selv når han vender ryggen til Israels folk. Jeg sætter al min lid til ham.

18. Her er jeg sammen med de børn, som Herren gav mig. Vi er som tegn for Israels folk fra Herren, den Almægtige, som bor på Zions bjerg.

Esajas 8