1. Gode mennesker går til grunde, uden at nogen griber ind. Retskafne rives bort før tiden, og ingen lægger mærke til det. Det er på grund af ondskaben, at de lider den skæbne.
2. Men de hviler i fred i deres grave, for de levede i lydighed mod Gud.
3. Herren siger: “Hør engang, I horeunger og hekseyngel!
4. Hvor tør I gøre nar af mig? I rækker tunge og laver grimasser. I er fulde af løgn og synd.
5. I kommer i ekstase ved jeres orgier i offerlundene. I slagter jeres egne børn, ofrer mennesker i dalene og i kløfter mellem klipperne.
6. I har valgt at dyrke guder af sten i stedet for mig, og I bringer dem drikofre og afgrødeofre. Skal jeg finde mig i det?
9. I ofrer parfume og vellugtende olier til Molok, mens I søger med lys og lygte efter nye afguder overalt—ja, selv blandt de døde.
10. I er udmattede af at søge, men I giver alligevel ikke op. Tanken om nye afguder giver jer styrke til at fortsætte.
11. Hvorfor er I mere bange for dem end for mig? Hvorfor er I utro mod mig og lever på en løgn? Hvorfor har I glemt mig? Er det, fordi jeg stiltiende har båret over med jer så længe?
12. Lad mig sige jer en ting: Jeres afgudsdyrkelse vil ikke gavne jer.
13. Når I råber om hjælp, så lad jeres guder redde jer! De er selv så hjælpeløse, at et vindstød kan vælte dem omkuld. Men den, der søger hjælp hos mig, skal få landet og mit hellige bjerg i eje.