1. Hør, Israels folk, Jakobs slægt, Judas efterkommere, I har højtideligt lovet at adlyde Israels Gud, men I gør det ikke.
2. Det er ikke nok, at I kalder Jerusalem for Guds hellige by og hævder, at I støtter jer til Israels Gud, Herren, den Almægtige.
3. Herren siger: “Det, som er sket med jer, forudsagde jeg for længe siden gennem profeterne. Pludselig skete det. Jeg gennemførte det, som jeg havde sagt ville ske.
4. Jeg ved udmærket, hvor stædige I er. Jeres nakker er ubøjelige som jern, jeres pander hårde som bronze.
5. Derfor sagde jeg på forhånd, hvad der ville ske, så I ikke senere skulle sige: ‘Det var mit gudebillede, som befalede, at det skulle ske.’
6. I hørte mine forudsigelser og så dem gå i opfyldelse. I kan lige så godt se det i øjnene.Men nu vil jeg fortælle jer noget nyt, som hidtil har været skjult for jer, noget, som I ikke før har forstået.
7. Det er noget helt nyt, jeg gør nu, så I skal ikke komme og sige, at det vidste I godt i forvejen.
8. Jeg har ikke kunnet fortælle det før nu, og I har ikke kunnet fatte det, for jeg ved jo, hvor troløse I er, oprørske fra fødslen.
9. For min egen skyld dæmper jeg min vrede, for min æres skyld lægger jeg bånd på mig selv og udrydder jer ikke helt.
10. Jeg har renset jer i lidelsens ild, som man renser sølv.
11. Jeg redder jer for min egen skyld, og for at mit navn ikke skal vanæres. Jeg vil ikke dele min ære med nogen.
12. Hør efter, Israel, mit udvalgte folk. Jeg er den eneste sande Gud, den første og den sidste.