Esajas 45:1-12 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

1. Hør, hvad Herren siger til sin udvalgte tjener, Kyros: “Det er mig, som giver dig magt til at erobre mange nationer og knuse mægtige konger. Det er mig, som åbner porte og døre på vid gab for dig.

2. Jeg går foran dig og jævner vejen. Jeg sprænger porte af bronze og hugger gennem slåer af jern.

3. Jeg giver dig skjulte skatte og rigdomme, som ligger gemt i mørket. For du skal vide, at det er mig, Israels Gud, som står bag din succes, at jeg, Herren, har udvalgt dig.

4. Jeg gør det for Israels skyld, mit udvalgte folk, som tjener mig. Derfor har jeg udpeget dig til at udføre min vilje. Jeg har givet dig den ære til trods for, at du ikke kender mig.

5. Jeg er Herren! Der findes ingen anden Gud end mig! Jeg giver dig magt, skønt du ikke kender mig,

6. så hele verden fra øst til vest kan indse, at der ikke findes nogen anden Gud end mig. Jeg er Herren, den eneste sande Gud.

7. Jeg sender lys, og jeg skaber mørke, jeg velsigner, og jeg straffer. Det kommer alt sammen fra mig.

8. Jeg åbner himlens sluser og lader min godheds regn strømme ned fra skyerne. Jorden skal opsuge den, så frelsen spirer frem og retfærdigheden gror.”

9. Ve det menneske, som gør oprør imod sin Skaber. Det er jo kun som en lerkrukke blandt andre lerkrukker. Siger leret måske til pottemageren: “Hvad er det, du laver?” eller: “Du har jo ingen hænder!”

10. Ve den, der siger til sine forældre: “Hvem har givet jer lov til at sætte mig i verden?”

11. Hør hvad Herren, Israels hellige Gud og Skaber, siger: “Skal jeg stå til regnskab for, hvad jeg gør med mine skabninger? Vil I fortælle mig, hvad jeg skal gøre med det, jeg har skabt?

12. Det var mig, der skabte jorden og satte menneskene på den. Med mine egne hænder udspændte jeg himlen og befalede stjernerne at indtage deres pladser.

Esajas 45