Esajas 22:13-22 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

13. Men I holdt gilde og morede jer, I sang, dansede og lo, I slagtede okser og får, spiste kød og drak vin. “Lad os spise og drikke,” råbte I, “for I morgen skal vi dø!”

14. Men Herren, den Almægtige, har fortalt mig, at den synd ikke skal tilgives jer, så længe I lever. Det er Herrens egne ord.

15. Herren, den Almægtige, sendte mig til kongens slotsforvalter, Shebna, med følgende besked:

16. “Hvem tror du, du er? Hvorfor udhugger du dig et fornemt gravkammer her i byen, en smuk bolig højt oppe på klippevæggen?

17. Herren vil slynge dig langt bort, du stolte mand.

18. Han vil rulle dig sammen som en bold og kaste dig bort til et vidtstrakt land. Både du og dine smukke vogne skal føres bort, og du skal dø i det fremmede, for du har bragt skam over din herre.

19. Men først vil jeg tage din stilling fra dig

20. og i stedet udnævne min tjener Eljakim, Hilkijas søn, som din efterfølger.

21. Han skal overtage din embedsdragt, din titel og din autoritet. Han vil være en omsorgsfuld far for Jerusalem og Judas folk.

22. Jeg gør ham til kongens øverste embedsmand. Hans ord skal være lov, og ingen vil turde modsætte sig hans vilje.

Esajas 22