Esajas 2:11-22 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

11. De stolte må slå blikket ned, de hovmodige bøje deres hoveder. Herren alene tilkommer al ære.

12. En dag vil Herren, den Almægtige, straffe alle, der er stolte og overlegne, han vil ydmyge alt, hvad der knejser.

13. Libanons cedertræer skal segne, Bashans ege skal styrte om.

14. Herren vil udjævne de høje fjelde og knejsende bjergtoppe,

15. vælte de høje tårne og stejle mure,

16. ødelægge de store handelsskibe og prægtige fartøjer.

17. Stolte mennesker skal bøjes, de hovmodige skal ydmyges. Herren alene skal stå oprejst på den dag.

18. Alle afguder skal tilintetgøres.

19-21. Den dag Herren rejser sig fra sin trone for at ryste jorden, vil folk flygte ind i klippehuler og skjule sig i kløfter af skræk for Herren, for hans vældige magt og herlighed. Og deres afguder, som de lavede af guld og sølv, og som de tilbad, må de overlade til muldvarpe og flagermus.

22. Sæt ikke jeres lid til mennesker. Deres liv er så kort som et åndedrag. Hvad kan de hjælpe?

Esajas 2