10. Som med én mund hilser de dig:‘Også du blev afmægtig.Nu er du som os!’
11. Din herlighed endte i dødsriget,harpernes klang forstummede.Dit leje er redt med råddenskab,dit tæppe er larver og orme.
12. Tænk, at du faldt fra himlen,du strålende morgenstjerne,at du blev kastet til jorden,du store verdenserobrer.
13. Du sagde til dig selv:‘Jeg vil stige op til himlen,rejse min trone højt over stjernerne,indtage min plads blandt gudernepå bjerget i det yderste nord.
14. Jeg vil stige op til de øverste himle,komme på højde med den almægtige Gud.’
15. I stedet blev du styrtet i dødsriget,i dets allerdybeste afgrund.
16. De, der ser dig der, vil undre sig:‘Er det ham, for hvem jorden bævede,og verdens riger rystede?
17. Er det ham, som lagde verdens lande øde,som jævnede storbyer med jordenog aldrig satte krigsfanger fri?’