Dommer 9:28-40 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

28. “Hvad bilder den Abimelek sig ind?” råbte Gaʼal. “Hvad ret har han til at herske over os her i Sikem? Han er jo en søn af Gideon, som bare har indsat Zebul som guvernør over byen. Hvis nogen skulle herske over os, burde det være Hamors efterkommere, ikke Abimelek!

29. Hvis jeg kunne bestemme og havde folket med mig, skulle jeg snart få ham af vejen. Jeg ville udfordre ham og hans hær til kamp!”

30. Da Zebul fik at vide, hvad Gaʼal havde sagt, blev han rasende

31. og sendte i smug følgende besked til Abimelek i Aruma: “Gaʼal, søn af Ebed, har sammen med sine brødre slået sig ned i Sikem, og nu er de ved at organisere et oprør imod dig.

32. Derfor skal du komme i nat sammen med dine folk og lægge dig i baghold uden for byen.

33. Ved daggry skal du slå til og storme byen. Når Gaʼal og hans mænd så rykker ud imod dig, har du dem i din hule hånd!”

34. Samme nat begav Abimelek og hans hær sig på vej mod Sikem. Da de ankom, delte de sig i fire grupper og lagde sig i baghold omkring byen.

35. Tidligt næste morgen, da Abimelek og hans mænd rykkede frem mod byen, var Gaʼal gået ud til byens port, hvor lederne normalt samledes.

36. Da Gaʼal fik øje på den fremstormende hær, sagde han til Zebul: “Se over mod bjergene! Er det ikke en hær, der er på vej?” “Nej,” svarede Zebul, “det er bare bjergenes skygger, du kan se.”

37. “Nej, se engang!” blev Gaʼal ved. “Jeg er sikker på, at det er krigere, der kommer ned fra det hellige bjerg. Og se, der kommer flere ad vejen fra spåmændenes egetræ.”

38. Da udbrød Zebul: “Hvor er nu dine store ord? Var det ikke dig, der sagde: ‘Hvad bilder den Abimelek sig ind, og hvad ret har han til at herske over os.’? De mænd, du hånede i går, er nu på vej mod byen. Ryk ud imod dem!”

39. Så rykkede Gaʼal ud mod Abimelek sammen med mændene fra Sikem,

40. men Abimelek slog Gaʼals folk tilbage, så der lå sårede og dræbte hele vejen ind til byporten.

Dommer 9