2. Men efter slaget holdt de endnu et møde—denne gang i Betel—hvor de sørgede og græd for Herrens ansigt indtil aften.
3. “Herre, Israels Gud,” klagede de, “hvorfor skulle denne ulykke ramme os? Nu må vi savne en stamme i Israel!”
4. Næste morgen stod de tidligt op, byggede et alter og ofrede brænd- og takofre på alteret.
5. Da spurgte de hinanden: “Var nogen af Israels folk ikke repræsenteret under mødet i Mitzpa?” De havde nemlig svoret på, at hvis nogen nægtede at møde op, skulle de straffes med døden.
6. Men samtidig følte Israel medlidenhed med benjaminitterne og sagde: “Ak, en hel stamme er næsten totalt udryddet af Israel!
7. Hvordan skal vi skaffe koner til de få mænd, der er tilbage, når vi for Herrens ansigt har svoret på, at vi ikke vil lade vores døtre gifte sig med dem?”
12. Det gjorde de så, og de fandt 400 unge jomfruer. Disse piger blev ført til den israelitiske lejr i Shilo i Kanaʼans land.
13. Derefter sendte man en delegation af sted for at fortælle de 600 overlevende benjaminitter ved Rimmons klippe i ørkenen, at de nu kunne tage hjem i fred.
14. Det gjorde de så, og de fik overdraget de 400 piger fra Jabesh, men der var ikke koner nok til dem alle.
17. Der må findes en udvej, så de overlevende kan få efterkommere og stammen kan komme på fode igen,
18. selv om vi ved vores ed har udelukket muligheden af at bortgifte vores egne døtre til dem.”