1. De israelitiske ledere havde under mødet i Mitzpa svoret på, at de aldrig ville lade deres døtre gifte sig med mænd fra Benjamins stamme.
2. Men efter slaget holdt de endnu et møde—denne gang i Betel—hvor de sørgede og græd for Herrens ansigt indtil aften.
3. “Herre, Israels Gud,” klagede de, “hvorfor skulle denne ulykke ramme os? Nu må vi savne en stamme i Israel!”
4. Næste morgen stod de tidligt op, byggede et alter og ofrede brænd- og takofre på alteret.
10-11. Så sendte de en hær på 12.000 af de bedste soldater af sted med følgende besked: “Udryd alle indbyggerne i Jabesh med undtagelse af unge piger, som er jomfruer.”
15-16. Israelitterne var meget kede af, at Gud således næsten havde udryddet en af deres stammer. De følte medlidenhed med de sidste benjaminitter og lederne spurgte hinanden: “Hvordan skal vi skaffe koner til de sidste 200 mænd? Alle kvinder i Benjamins stamme er jo udryddet.
20-21. Så blev de enige om at sige til de benjaminitter, som stadig manglede koner: “Hold jer skjult i vinmarkerne uden for Shilo og se godt på de piger, der tager derhen for at danse. Under dansen kommer I frem fra jeres skjulested, og finder jer hver især en pige, som I tager med hjem til Benjamins land.