3-4. (Benjaminitterne hørte, at alle de andre stammer havde forsamlet sig i Mitzpa.)“Fortæl os nu, hvordan den forbrydelse gik til,” sagde folkets ledere til den myrdede kvindes mand.“Jeg og min medhustru ankom til Gibea i Benjamins land for at overnatte,” begyndte han.
5. “Om natten omringede nogle af byens mænd huset i den hensigt at slå mig ihjel, og de voldtog min medhustru, indtil hun døde.
6. Derefter skar jeg hendes lig i 12 stykker og sendte stykkerne ud til Israels 12 stammer for at vise, hvilken afskyelig forbrydelse disse israelitter havde begået.
7. Nu må det være op til forsamlingen her at beslutte, hvad der skal gøres.”
22-24. Da gik israelitterne op til Betel og græd for Herrens ansigt indtil aften. “Skal vi fortsætte kampen imod benjaminitterne, som dog er en del af vores eget folk?” spurgte de. Herren svarede: “Ja, gå i kamp imod dem igen!”Så opmuntrede israelitterne hinanden og gjorde klar til at fortsætte kampen samme sted næste dag.
25. Men denne gang gik det ikke meget bedre, for benjaminitterne dræbte yderligere 18.000 krigere.
26. Da gik hele hæren op til Betel. De græd og fastede indtil aften og bragte brænd- og takofre til Herren.
27-28. På det tidspunkt var Guds Ark flyttet til Betel, og Pinehas, en efterkommer af Arons søn Eleazar, var præst ved helligdommen. Israelitterne spurgte atter Herren: “Skal vi fortsætte kampen imod benjaminitterne?” Herren svarede: “Fortsæt! I morgen vil jeg give jer sejr over dem.”
29. Så lagde en del af israelitterne sig i baghold på markerne rundt om byen.
30. Næste morgen gik den øvrige del af hæren frontalt til angreb mod Gibea som de øvrige dage.
31. Da benjaminitterne nu stormede ud af byen for at gå til modangreb, trak israelitterne sig tilbage i tre retninger og lokkede benjaminitterne væk fra byen. Benjaminitterne forfulgte de israelitiske soldater og huggede 30 af dem ned dels ude på markerne, dels langs vejen mod nordvest til Gibeon og mod nord til Betel.
32. Det fik dem til at tænke: “Vi slår dem også denne gang!” Men israelitternes slagplan gik jo ud på, at deres hær skulle flygte og derved lokke modstanderne bort fra byen.
33. Da deres hovedstyrker nåede Baʼal-Tamar, forskansede de sig og gik til modangreb. I mellemtiden kom de andre frem fra deres baghold og indtog Gibea uden at møde væsentlig modstand.
34. Det drejede sig om 10.000 af israelitternes bedste krigere. Samtidig var der voldsom kamp mellem hovedstyrken og Benjamins hær, der var uvidende om, at det snart var ude med dem.
35. Den dag gav Herren israelitterne sejr over Benjamins hær, der med et tab på 25.100 mand blev næsten totalt udslettet.
36. Da måtte benjaminitterne acceptere, at de var blevet slået.Bagholdsangrebet og kampens afslutning foregik på følgende måde: Den israelitiske hovedstyrke havde jo trukket sig væk fra benjaminitterne, da de satsede på deres bagholdsstrategi.
37. Den øvrige hærstyrke kom nu frem fra sit baghold, stormede Gibea og huggede indbyggerne ned.
38. Det var aftalt, at de skulle sætte ild til byen, og det gjorde de så.
39. Da israelitternes hovedstyrke så røgen, standsede de flugten og gik til modangreb på benjaminitternes hær. Da benjaminitterne allerede havde hugget 30 israelitiske soldater ned, og hele hæren var flygtet, var de overbeviste om, at sejren var en realitet ligesom de to foregående dage,
40-41. men da de så sig tilbage mod byen fik de et chok, for byen var i brand, og fjenderne kom imod dem både fra syd og nord.
42. Deres eneste udvej var at flygte i retning af ørkenen, men hovedstyrken og krigerne fra bagholdet, som nu havde sluttet sig til dem, satte efter benjaminitterne.