3-4. (Benjaminitterne hørte, at alle de andre stammer havde forsamlet sig i Mitzpa.)“Fortæl os nu, hvordan den forbrydelse gik til,” sagde folkets ledere til den myrdede kvindes mand.“Jeg og min medhustru ankom til Gibea i Benjamins land for at overnatte,” begyndte han.
17. Over for dem stod de 400.000 krigere fra de øvrige stammer.
18. Før slaget gik israelitterne til Betel for at rådspørge Gud. “Hvilken stamme skal danne fortrop i slaget mod benjaminitterne?” spurgte de. Herren svarede: “Judas stamme skal gå forrest.”
19-20. Tidligt næste morgen drog hæren af sted og slog lejr tæt ved Gibea. Derfra gik de til angreb mod byen,
21. men benjaminitterne stormede ud af byen og dræbte den dag 22.000 israelitter.
22-24. Da gik israelitterne op til Betel og græd for Herrens ansigt indtil aften. “Skal vi fortsætte kampen imod benjaminitterne, som dog er en del af vores eget folk?” spurgte de. Herren svarede: “Ja, gå i kamp imod dem igen!”Så opmuntrede israelitterne hinanden og gjorde klar til at fortsætte kampen samme sted næste dag.
25. Men denne gang gik det ikke meget bedre, for benjaminitterne dræbte yderligere 18.000 krigere.
26. Da gik hele hæren op til Betel. De græd og fastede indtil aften og bragte brænd- og takofre til Herren.
27-28. På det tidspunkt var Guds Ark flyttet til Betel, og Pinehas, en efterkommer af Arons søn Eleazar, var præst ved helligdommen. Israelitterne spurgte atter Herren: “Skal vi fortsætte kampen imod benjaminitterne?” Herren svarede: “Fortsæt! I morgen vil jeg give jer sejr over dem.”
29. Så lagde en del af israelitterne sig i baghold på markerne rundt om byen.
30. Næste morgen gik den øvrige del af hæren frontalt til angreb mod Gibea som de øvrige dage.
31. Da benjaminitterne nu stormede ud af byen for at gå til modangreb, trak israelitterne sig tilbage i tre retninger og lokkede benjaminitterne væk fra byen. Benjaminitterne forfulgte de israelitiske soldater og huggede 30 af dem ned dels ude på markerne, dels langs vejen mod nordvest til Gibeon og mod nord til Betel.