10. Men denne gang var levitten fast besluttet på at tage af sted. Så han sadlede sine to æsler og red af sted sammen med sin medhustru i retning af Jebus, som nu hedder Jerusalem.
11. Det var sent på dagen, da de nåede til byen. “Vi kan ikke nå længere i dag,” sagde tjeneren. “Lad os overnatte i den her jebusitiske by.”
12-13. “Nej,” svarede hans herre, “vi kan ikke tage ind i en fremmed by, hvor der ikke bor nogen israelitter. Lad os fortsætte til Gibea eller helt til Rama.”
14. Så fortsatte de, indtil de kort efter solnedgang nåede Gibea, en landsby, som tilhørte Benjamins stamme,
15. og de standsede for at overnatte der. De satte sig til at vente på torvet, men ingen tilbød dem husly for natten.
16. Så kom en gammel mand forbi, der var på vej hjem fra arbejdet i marken. Han var efraimit, men boede nu i Gibea, skønt byen tilhørte Benjamins stamme.
17. Da han fik øje på de fremmede, der sad på torvet, spurgte han dem, hvor de kom fra, og hvor de var på vej hen.
18. “Vi er på vej hjem fra Betlehem i Juda,” svarede levitten. “Vi bor på et afsides sted i Efraims højland. Men ingen har tilbudt os husly for natten,
19. skønt vi har foder til æslerne og rigeligt med mad og vin til os selv.”
20. “Kom dog med mig!” udbrød den gamle mand. “Jeg skal nok sørge godt for jer. I kan da ikke blive siddende her på torvet.”
21. Så tog han dem med hjem og fodrede deres æsler, og efter at de havde vasket deres fødder, spiste de til aften sammen.
22. Men bedst som de sad og hyggede sig, blev huset omringet af en flok onde mænd fra byen. De hamrede på døren og råbte til den gamle mand: “Bring din gæst herud til os, så vi kan stille vores lyst på ham!”
23. Den gamle mand gik ud for at tale dem fra det. “Hør nu her, venner,” sagde han. “I må ikke være så onde ved min gæst.
24. I huset her er der både hans medhustru og min datter, der endnu er jomfru. Dem kan vi sende ud til jer, så I kan forlyste jer med dem. Men gør ikke noget så skammeligt mod min gæst.”
25. Men de ville ikke tage imod fornuft. Så tog levitten sin medhustru og skubbede hende ud på gaden, hvor mændene på skift voldtog hende natten igennem, indtil det begyndte at blive lyst.
26. Da solen stod op, slæbte hun sig hen til den gamle mands hus, hvor hun besvimede på dørtrinet og blev liggende, til det var helt lyst.