Dommer 16:15-18 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

15. “Hvordan kan du påstå, at du elsker mig, hvis du ikke vil vise mig fortrolighed?” klagede hun. “Nu har du tre gange gjort mig til grin ved ikke at fortælle mig din hemmelighed!”

16-17. Sådan blev hun ved med at presse og plage ham, indtil han blev dødtræt af at høre på hende og røbede hemmeligheden. “Mit hår er aldrig blevet klippet,” forklarede han, “for jeg er naziræer og har været indviet til Gud, fra før jeg blev født. Hvis mit hår bliver klippet af, vil min styrke forlade mig, så jeg bliver lige så svag som alle andre.”

18. Dalila var klar over, at Samson denne gang havde fortalt hende sandheden, så hun sendte bud efter filisterkongerne: “Kom tilbage en gang til,” sagde hun, “for denne gang har han talt sandt!” Så kom de tilbage og bragte den lovede sum penge med sig.

Dommer 16