1. Senere gik Samson ned for at besøge den pige, der trods alt var hans brud. Det var under hvedehøsten, og han havde et gedekid med. “Lad mig få lov at gå ind til min kone i hendes kammer,” sagde han. Men pigens far satte sig imod det.
2. “Jeg troede ikke, du brød dig om hende,” forklarede han. “Derfor gav jeg hende til den mand, der var forlover ved brylluppet. Men hendes lillesøster er endnu smukkere. Tag dog hende til kone i stedet for.”
3. Samson var rasende. “Denne gang er det ikke min skyld, at det kommer til at gå ud over filistrene!” snerrede han.
4. Så gik han ud og fangede 300 ræve, bandt halerne sammen på dem to og to og fastgjorde en fakkel midt imellem.
5. Efter at have sat ild til faklerne, slap han rævene løs i filistrenes marker, så både det uhøstede korn, de stablede neg, vinrankerne og oliventræerne gik op i lys lue.
6. “Hvem har gjort det?” spurgte filistrene. “Samson,” lød svaret. “Det er hans hævn over, at hans svigerfar fra Timna bortgiftede hans kone til forloveren.” Så gik filistrene hen og brændte huset ned, så både pigen og hendes far indebrændte.
7. Det fik Samson til at udbryde: “Fordi I har gjort sådan en udåd, vil jeg hævne mig på jer.”
8. I blindt raseri gik han løs på dem og slog mange af dem ihjel, hvorefter han flygtede til en klippehule ved Etam.