1. Efter Abimelek kom en ny dommer til magten i Israel. Det var Tola, der var søn af Pua og barnebarn til Dodo. Han tilhørte Issakars stamme, selv om han boede i byen Shamir i Efraims højland.
2. Tola var dommer i Israel i 23 år. Da han døde, blev han begravet i Shamir
3. og efterfulgt af Jair fra Gilead, der var dommer i Israel i 22 år.
4. Han havde 30 sønner, der red rundt på 30 æsler, og sønnerne havde 30 byer i Gilead under sig—byer, der den dag i dag går under fællesnavnet ‘Jairs byer’.
5. Da Jair døde, blev han begravet i Kamon.
6. Så gjorde israelitterne igen, hvad der var ondt i Herrens øjne. De dyrkede de hedenske guder Baʼal og Astarte og de øvrige afguder, som aramæerne, sidonierne, moabitterne, ammonitterne og filistrene dyrkede. De glemte Herren og tilbad ham slet ikke mere.
7. Da blussede Herrens vrede op imod folket, så han ikke tøvede med at udlevere dem til filistrene og ammonitterne.
8. I 18 år tyranniserede ammonitterne de israelitter, der boede øst for Jordanfloden i Gilead, i amoritternes land.