1. Imidlertid blev mederen Dareios, Xerxesʼ søn, konge over det babyloniske rige.
2. I det første år af hans regeringstid bemærkede jeg, Daniel, det sted i skrifterne, hvor der ifølge Herrens ord til profeten Jeremias står, at Jerusalem skulle ligge øde i 70 år.
3. Derfor gav jeg mig til at bede inderligt til Gud Herren og bønfalde ham under faste og klædt i sæk og aske.
4. “Herre, du store og frygtindgydende Gud!” bad jeg. “Du bryder aldrig dit løfte om nåde mod dem, der elsker og adlyder dig.
5. Men hvor har vi været onde og svigtet dig! Vi har gjort oprør imod dig og ikke overholdt dine bud og forskrifter.
6. Vi har nægtet at lytte til dine tjenere, profeterne, som du gang på gang har sendt med budskaber til vores forfædre, konger og fyrster og til os, dit folk, som du gav Israels land i eje.
7. Herre, du er retfærdig, mens vi må rødme af skam, for vi er alle skyldige, både Judas ledere, Jerusalems indbyggere, og alle judæere nær og fjern, som du har sendt i landflygtighed på grund af vores troløshed imod dig.
8. Herre, her står vi, både kongefamilien og alle vores ledere. Vi er tyngede af skam på grund af vores synd imod dig.
9. Men Herre, vores Gud, du er nådig og barmhjertig, selvom vi gjorde oprør imod dig
10. og ikke fulgte de love, du gav os gennem dine tjenere, profeterne.
11. Hele Israels folk syndede imod dig. Vi vendte os fra dig og adlød ikke din vilje. Derfor straffede du os med de forbandelser, som din tjener Moses advarede os om i Toraen.