Daniel 3:21-30 Bibelen på Hverdagsdansk (BPH)

21. De tre judæere blev bundet med alt tøjet på og ført hen til den gloende ovn.

22. Fordi kongen i sit raseri havde forlangt at få ovnen ekstra ophedet, slikkede store flammer ud og brændte soldaterne ihjel, da de skubbede judæerne ind i ovnen.

23. De tre mænd faldt ned i bunden af ovnen.

24. Kong Nebukadnezar sad og iagttog det hele. Pludselig sprang han op og udbrød bestyrtet til sine rådgivere: “Var det ikke kun tre mænd, vi smed bundne ind i ovnen?”“Jo,” svarede de.

25. “Jamen, se!” råbte Nebukadnezar. “Der er jo fire! Og de er ikke bundne! De går omkring i ilden helt uberørt af flammerne! Og den fjerde ligner en gud!”

26. Da gik Nebukadnezar så tæt hen til ovndøren, som han kunne, og råbte: “Shadrak, Meshak og Abed-Nego, I er den højeste Guds tjenere. Kom ud igen! Skynd jer!”Så trådte de tre mænd ud af ilden,

27. og alle statholderne, generalerne, administratorerne og rådgiverne stimlede sammen om dem og så, at ilden ikke havde gjort dem noget. Deres tøj var uskadt, der var ingen brandlugt ved dem, og ikke et hår på deres hoved var svedet!

28. Da sagde Nebukadnezar: “Priset være Shadraks, Meshaks og Abed-Negos Gud! Han sendte sin engel for at frelse sine tjenere, der i tillid til ham trodsede en kongelig befaling og var villige til at dø frem for at tjene eller tilbede nogen anden gud end deres egen.

29. Derfor befaler jeg nu, at hvis noget menneske, uanset hvilket land eller folkeslag de kommer fra, siger et ondt ord om judæernes Gud, bliver han skåret i småstykker og hans hus jævnet med jorden. For ingen gud kan gribe ind og frelse, som denne Gud har gjort!”

30. Derefter genindsatte kongen de tre judæere i deres stillinger i provinsen Babylon.

Daniel 3