4. Men når hans magt er på sit højeste, sprænges hans rige og deles i fire svagere riger, som hverken tilfalder hans efterkommere eller bliver så stærke, som da han regerede. Han mister sin magt fuldstændigt, og hans storrige bliver delt.
5. Den ene af de fire nye konger, den egyptiske, vil opnå stor magt. Men så gør en af hans egne ledere oprør imod ham, tager magten i riget og gør det endnu stærkere.
6. Nogle år senere slutter kongen af Aram forbund med kongen af Egypten. Den egyptiske kongedatter bliver gift med den aramæiske konge for at besegle samarbejdet. Men hun vil blive forstødt, og hun selv, hendes mand, hendes barn og deres egyptiske tjenere mister livet.
7. Kort efter overtager en af hendes slægtninge magten i Egypten, og han drager med sin hær mod den aramæiske konge, stormer hans fæstning, og vinder over hans hær.
8. Egyptens konge hjemfører endog deres afgudsbilleder som krigsbytte tillige med deres kostbare sølv- og guldkar. Derefter lader han i lang tid den aramæiske konge være i fred.
9. Senere gør den aramæiske konge et fremstød imod Egypten, men må hurtigt trække sig tilbage til sit eget territorium.
10. Hans sønner tager derefter kampen op og samler en stor hær, der skyller ind over Egypten som en flodbølge, der når helt frem til kongens fæstning.
11. Det gør kongen rasende, så han rykker ud mod den aramæiske konge, der trods sin store hær bliver slået.