13. I den slags onde tider tvinges den kloge til tavshed.
14. Søg det gode og flygt fra det onde, så I kan få lov at leve. Først da vil Herren, den Almægtige, være med jer, sådan som I påstår, han er.
15. Had det onde og elsk det gode. Lad retfærdigheden sejre i retten. Så vil Gud, den Almægtige, måske tilgive den rest af folket, som overlever.
16. Herren, den Almægtige, siger: “Når straffen kommer, vil folk græde på gaden i fortvivlelse, og på torvene vil de sørge over de døde. Landmændene kaldes ind til byen for at deltage i sorgen, og alle grædekoner kommer i arbejde.
17. I alle vingårdene vil der lyde fortvivlede råb, når jeg går igennem landet og ødelægger dem.”
18-20. “Gid Herren dog ville gribe ind!” siger I. Men I aner ikke, hvad der vil ske, når jeg griber ind! Det bliver en sorgens dag, ikke en glædens dag. Til den tid går det jer som en mand, der nok undslipper en løve, der har jaget ham, men løber lige i favnen på en bjørn, og når han derefter søger skjul i et hus, bliver han bidt i hånden af en slange. Når jeg griber ind, bliver det en sorgens dag!
21. Herren siger: “Jeg hader jeres religiøse fester! Jeg er led ved jeres hykleriske højtider!
22. Selvom I bringer mig brændofre og afgrødeofre, vil jeg ikke tage imod dem. Jeg vil ikke røre ved fedtet fra jeres takofre.
23. Spar mig for jeres larmende sange. Jeg er træt af at lytte til jeres musik.
24. Lad godheden strømme som en flod, retfærdigheden risle frem som en uudtømmelig kilde.
25. Bragte I slagtofre og afgrødeofre til mig de 40 år i ørkenen?