7. Glem aldrig, hvordan folket gang på gang fremkaldte Herrens vrede i ørkenen, lige fra den dag, de forlod Egypten, og til nu. Hele vejen har de været stride imod ham.
8. Husk på, hvor vred de gjorde ham ved Horebs bjerg, så vred, at han faktisk havde besluttet at udrydde hele folket.
12. Han befalede mig imidlertid at skynde mig ned ad bjerget, fordi folket, jeg havde ført ud af Egypten, havde syndet ved at tage afstand fra ham og støbe et afgudsbillede i stedet.
15. Jeg gik så ned fra det flammende bjerg. I hænderne havde jeg de to stentavler.
16. Da jeg ved bjergets fod fik øje på den tyrekalv, de havde fremstillet, blev jeg så rasende over, at de så hurtigt havde forladt Herrens vej,
17. at jeg løftede stentavlerne i vejret og kastede dem til jorden, så de splintredes for øjnene af folket.
18. Derefter lå jeg for Herrens ansigt endnu 40 dage uden at spise eller drikke. Jeg sørgede over deres utrolige ondskab, som endnu en gang havde fremkaldt hans vrede.
19. Jeg rystede af angst for, at Herren ville gøre alvor af sin trussel og udslette sit folk, men også denne gang hørte han min bøn.
20. Selv Aron, der havde svigtet sit ansvar, blev ramt af Herrens vrede, men han blev skånet ved, at jeg gik i forbøn for ham.
21. Den forfærdelige tyrekalv, folket havde fremstillet, brændte jeg i ilden, hvorefter jeg knuste resterne til fint støv og smed støvet i bækken, der flød ned ad bjerget.
22. Senere ved Tabera og Massa provokerede folket Herren igen, og endnu en gang ved ‘De Grådiges Grav’.
23. Da vi nåede til Kadesh-Barnea, og Herren opfordrede dem til at gå ind i det land, han havde lovet dem, nægtede de at adlyde ham, fordi de ikke havde tillid til, at han ville hjælpe dem.